Vores historie

– 4 generationer med fokus på kvalitet

Einar Madsen ApS blev grundlagt i 1939 og drives i dag af tredje generation. Siden starten har godt håndværk, pålidelighed og teknisk nytænkning været en del af vores DNA.

Virksomhedens grundlægger, Einar Madsen, satte fra begyndelsen en høj standard for kvalitet og faglighed. Han var en pioner i branchen og introducerede som den første i Danmark Talurit-systemet til pressemontering af stålwire – hvilket inkluderede installationen af landets allerførste Taluritpresse.

Oprindeligt arbejdede vi primært med skibsfart og rigningsarbejde, men i dag servicerer vi hele den danske industri med løsninger inden for løftegrej, stålwirer, taljer, kraner og meget mere. Vi holder fast i vores stolte traditioner – men vi er heller aldrig bange for at tænke nyt og tage en udfordring op.

Firmaets grundlægger – Einar Madsen

I 1939 grundlægges firmaet som riggervirksomhed og skibsproviantering

Einar Madsen lagde fra starten vægt på godt håndværk og god købmandsskik, og den regel blev der ikke afveget fra, hvad enten der skulle leveres en redningsvest, et nysyet sejl eller fire dunke solarolie til en af havnens mange fiskerbåde.

Håndarbejdet betød meget ved firmaets start, wirestropper blev håndsplejset, Talurit splejsemetoden blev først kendt efter 2. verdenskrig.

På sejlmagerloftet blev der ud over sejl også fremstillet telte til det danske militær. Det var nærmest umuligt at skaffe tov under krigen, så brugte, tykke trosser blev opkøbt og slået om til tyndere liner og tove, for at forsyne sejlsport og skibsfart. Vores første Taluritpresse blev indkøbt i 1952, og var i en lang periode den eneste i Danmark.

Firmaets grundlægger - Einar Madsen

Anden generation – John Madsen

Den 1. april 1967 flyttede firmaet fra det første domicil på Stubbeløbsgade i Kalkbrænderihavnen til den nuværende adresse på H. J. Holst Vej nr. 24

Udvikling i firma og materialer. Med udviklingen af de nye højstyrke kæder, trænger kæderne hastigt frem som det foretrukne anhugningsgrej, smidige og håndterbare kæder erstatter stive og stikkende stålwirestropper.

Stropper i gjord og kunstfiber vinder frem, Einar Madsen udvider produktionen med en syafdeling til løftegjorde og surringer og bliver lagerførende i hüssingstroppens afløser – rundslinget.

Med de stigende krav til eftersyn og certificering startes en afdeling for renovering og test af spil og taljer, der anskaffes testbænk, der kan afprøve taljer i funktion.

EDB bliver indført i bogholderi og databasesystemer. Vi indfører fast mærkning og registrering af alt løftegrej, og via vor serviceordning indkalder vi løftegrej til periodiske eftersyn for de firmaer, der er tilknyttet ordningen.

John Madsen

Tredje generation – Frank Madsen

Nuværende direktør og produktudvikler

Jeg er tredje generation i firmaet og lægger meget vægt på, at videreføre den linie med den meget nære kundekontakt, vi har haft siden firmaet startede i 1939. 



Efter jeg havde endt min uddannelse som isenkræmmer – med speciale i beslag og trælast og afsluttet min værnepligt ved Det danske Telegrafregiment startede jeg her i firmaet.



Jeg har i den forløbne tid virket i de fleste arbejdsfunktioner vi har, fordi jeg synes det er vigtigt også at have den praktiske kundskab. Denne viden er også vigtig, når jeg udvikler nye produkter og løser specialopgaver for vore kunder.

Fjerde generation – Daniel Madsen

Nuværende værkfører

Daniel Madsen. Udlært lastbilmekaniker hos Volvo, med guldmedalje til svendeprøven. Sætter særligt den fortsatte vigtighed af firmaets fokus på sikkerhed, præcision og nøjagtighed af udførte opgaver, højt. Værner ligeledes om firmaets holdning til kvalitetsprodukter og nye tiltag.

Nu efter 10 års ansættelse , de seneste 3 år som værkfører, medvirkende i den fremtidige IT udvikling og firmaets tilstedeværelse på de sociale medier.

Daniel Madsen
Scroll to Top
tilbuddet gælder til og med august 2025

Lige nu får du -25% på alle Gunnebo produkter samt alle løftestropper!

Perfekt tidspunkt at opgradere udstyret på.